Nyt fra Guldager Kirke

Guldager Kirke
Guldager Kirke - nu med lys på
Nyt fra Guldager Kirkegård
Der er mørkt om aftenen og om natten på kirkegården om vinteren. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive at være i fremtiden.
Der er dog en særlig stemning på kirkegården efter mørkets frembrud. Især når gravlygterne står tændt på gravstederne, eller i klart vejr når månen lyser op og får træer og gravsten til at danne de fineste silhuetter.
Husk i denne forbindelse at det ifølge kirkegårdens vedtægter IKKE er tilladt med solcellelamper, elektriske lyskæder eller andre elektriske installationer på gravstederne.
Som noget nyt er der nu kommet lys på kirken. Det er i høj grad også med til at bidrage til den helt særlige stemning, der er på kirkegården efter mørkets frembrud.
Guldager Kirke er i forvejen en meget smuk bygning, men den kommer virkelig til sin ret, når den står der oplyst efter mørkets frembrud.
Projektet med lys på kirken er blevet en realitet efter at menighedsrådet modtog en pengedonation øremærket til formålet.
Det er vi meget taknemmelig for, og vi håber det vil vække glæde i sognet mange år fremover.
Vi har også påbegyndt etablering af et plæneområde vest for kirketårnet. Det er en følge af omlægningen af kirkegården, der på sigt gerne skulle give kirkegården et mere parkagtigt præg.
Vi var dog uheldige med meget kraftige regnskyl umiddelbart efter græssåningen, hvilket ødelagde projektet lidt, men det forventer vi at kunne udbedre i løbet af det kommende forår.
Til foråret vil vi også fortsætte den igangværende omlægning af kirkegården, ligesom hvis tiden tillader det, også vil fortsætte med udskiftning af vore thujahække.
Planen er at de resterende thujahække løbende skal erstattes med takshække.
Inden vi når så vidt skal vi dog have foretaget en »beskæringsrunde«, hvor samtlige gravsteder vi passer bliver gennemgået, og hvor de forskellige planter vil blive beskåret efter behov.
Vi skal også have klippet den ene halvdel af gravstedshækkene, der ikke blev klippet i sensommeren.
Når alt dette er gjort må foråret være på trapperne. Vintergækkerne er allerede på vej op, de første står i blomst.
Det samme gør troldnøden – Hamamelis x intermedia som lige nu kan opleves i blomst med sine fine gule velduftende blomster.
Om lidt titter de første krokus frem, og lur mig, inden ret længe er der knapt så mørkt på kirkegården om aftenen.
Det lakker mod forår, og vi glæder os!
Koncert med Jazz på dansk
Fredag den 21. februar kl. 19.00 i Guldager Kirke
Vi gentager succesen fra sidste år med det anmelderroste jazzorkester »Jazz på Dansk«. Orkestret har høstet mange roser for sine jazzfortolkninger af sange og salmer fra den danske sangskat, senest med udgivelsen »Den fagreste rose«, hvor vi bliver taget med tilbage til 1700 tallets åndelige sange med Kingo, Brorson, Stub og Bellman. 
Orkestret består af Martin Schack på piano, Michael Olsen på saxofon, Martin Ramsbøl på bas og Morten Lund på trommer. 
Efter koncerten er der snacks og et glas vin.
Organist Søren Chr. Vestergaard og sanger Rikke Lender
Mandag den 24. februar kl. 19.30 Guldager Kirke 
Søren Chr. Vestergaard og Rikke Lender er begge uddannet fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. 
Søren Chr. Vestergaard er til daglig organist i Trinitatis kirke i København og har en stor solistisk koncertvirksomhed i både ind- og udland. Rikke Lender har været medlem af DR’s Vokalensemble siden 2010 og har derudover mange store operaroller på sit CV. De to musikere har arbejdet sammen siden 2009. 
Program: Musik af Frescobaldi, Bach, 
Leif Thybo
 
Kiva Grafisk