Nyt tilbud i tennisklubben

in
GBT er om 2-3 måneder klar til, at byde både nye og gamle medlemmer velkommen til en ny sæson.
Banerne forventes at blive klargjort i slutningen af marts måned, hvis vejrguderne tillader det. Vi satser herefter på, at kunne påbegynde sæsonen lige før påske.
Vi må jo desværre erkende, at vi efter nogle år med medlemsfremgang, oplevede en mindre tilbagegang i antallet af medlemmer sidste år. Bestyrelsen har derfor besluttet, at etablere et helt nyt tilbud i GBT – familieaftener.
Mandag aften inviteres alle familier i Guldager til, at deltage i en række aktiviteter i tennisklubben – petanque, tennis, bordtennis mm.
GBT har anskaffet et bordtennisbord, således at der er flere aktiviteter man kan deltage i – og såfremt man har lyst til, at spille fodbold eller benytte fitness-redskaberne på boldbanen, er det jo også en mulighed.
Så tilbuddet går i sin enkelthed ud på, at man tage hele familien med ned på tennisanlægget mandag aften, og hygger sig sammen ved forskellige aktiviteter.
Men inden vi kommer så langt, skal der afholdes generalforsamling tirsdag den 25. februar 2020 kl. 18.30 i Guldager Forsamlingshus, hvor alle medlemmer er velkommen.
Velkommen til en ny og spændende sæson i GBT.
Bestyrelsen
 
Kiva Grafisk