Mindeord

Knap havde vi taget hul på 2014, før vi modtog den triste meddelelse om, at Guldager Sognearkiv havde mistet sin formand, forhenværende smedemester Christian Jacobsen, der afgik ved døden 4.-1.-2014.
Christian Jacobsen var sammen med nu afdøde Robert Christensen og Niels Peder Jørgensen initiativtagere til oprettelsen af Guldager Sognearkiv, og han var formand for arkivet alle de år, det har eksisteret.
Det var Christian, der sørgede for, at arkivet fik lokale at være i, idet han uden nogen form for betaling stillede sit tidligere kontor til rådighed. For os medarbejdere var det altid dejligt at komme i arkivet. Vi følte os velkomne. Lyset var tændt, der var dejligt varmt og både Christian og hans hustru Helga hyggede om os og forkælede os med kaffe, snitter, kage og chokolade.
Christian var en formidabel fortæller med megen lune. Han havde en enorm viden om Guldager, hvor han havde boet næsten hele sit liv. Hans hukommelse var præcis, og han kunne som få fortælle i forbindelse med indleveringer og fotos. Han interesserede sig livet igennem for lokalområdet og fulgte med i, hvad der rørte sig.
Når der kom besøgende til Sognearkivet, var det i langt de fleste tilfælde Christian, der viste frem. Gæsterne var sikre på at få en god snak om arkivet, sikkert også en historie eller to, hvis snakken gik godt, og tillod tiden det også en rundvisning i Christians private »museum«, en fin samling af gammelt værktøj og redskaber fra landbrug, håndværk og husholdning. I arkivets gæstebog bliver der meget tydeligt tilkendegivet, at de besøgende har haft en god oplevelse sammen med Christian.
Christian havde en meget stor berøringsflade, og han var god til at gøre opmærksom på arkivets eksistens, så takket være hans initiativ modtog vi adskillige indleveringer. Den daglige avis blev gransket nøje, og var der noget af interesse for arkivet, blev det omhyggeligt klippet ud og lagt på bordet i arkivet.
Hver eneste indlevering glædede Christian. Han modtog dem gerne, kikkede på dem og havde altid noget at fortælle i forbindelse med dem.
Christian blev aldrig ven med computeren. »Det havde han folk til«, men det betød ikke, at han var blind for de muligheder, der lå i den. Han spurgte altid interesseret ind til vore kurser.
Vi arkivmedarbejdere er taknemmelige for at have arbejdet sammen med Christian gennem snart mange år. Vi oplevede ham som et varmt menneske, en lun personlighed og en god ven. Vi vil savne ham meget.
Ære være Christian Jacobsens minde.