Nyhedsbrev nr. 4

Event den 26. oktober 2010
Demonstrationen d. 13. oktober og kørslen til Hjerting skole d. 26. oktober står som nogle af de foreløbige højdepunkter i kampen for at bevare Guldager skole.
Det var helt fantastisk at over 100 biler deltog i kørslen til Hjerting skole d. 26. oktober.  Den massive opbakning viste, at borgerne i Guldager bakker op om deres skole, og er parat til at tage utraditionelle midler i brug for at gøre opmærksom på den store fejltagelse en lukning af skolen vil være.
Det var også helt fantastisk at opleve den store mediebevågenhed – Guldager var både i TV-Syd og i den skrevne presse. Vi blev både set og hørt, hvilket har betydet,  at mange i Esbjerg begynder at forholde sig til skolelukningen.
Vi har mødt rigtig mange, der ikke bor i Guldager, der undrer sig over, at man vil lukke en skole i en landsby i vækst. Mange undrer sig – og kan vi få endnu flere til at undre sig – kan det måske være medvirkende til, at politikerne tænker sig om en ekstra gang – de skal jo på et tidspunkt stå til ansvar for deres handlinger overfor vælgerne.
En stor tak til eventgruppen og de mange der kørte til Hjerting og retur den 26. oktober.

Borgermøde
Vi havde alle set frem til mødet med politikerne i Børn- og Familieudvalget:

Formand Hans Erik Møller - socialdemokratiet
Næstformand Kurt Jacobsen - venstre
Jesper Frost Rasmussen - venstre
Diana Mose Olsen - socialistisk folkeparti
Connie Geisler - socialdemokratiet.
Kim Madsen - Dansk Folkeparti

Der var mødt ca. 200 borgere fra Guldager skoledistrikt op til mødet i Guldager skoles gymnastiksal.
Politikerne redegjorde for oplægget om den fremtidige skolestruktur i Esbjerg kommune, der bl.a. indebærer, at Guldager skole nedlægges pr. 31.7.2011.
På trods af mange velforberedte indlæg/spørgsmål og en til tider meget følsom debat, kan det konstateres at politikerne ikke var i gavehumør.
De gentog gang på gang, at det pga. et faldende elevtal i Esbjerg kommune er nødvendigt at lukke Guldager skole – selvom Guldager er det sted i Esbjerg kommune der har størst vækst.
De gentog gang på gang at de ikke har noget med salg af grunde at gøre – det henhører under en anden forvaltning.
De gentog også gang på gang, at en lukning af Guldager skole ikke vil få konsekvenser for landsbyen Guldagers fremtidige udvikling.
De efterlyste gentagne gange alternative forslag til lukningen af Guldager skole.
Det var 200 meget frustrerede borgere der forlod Guldager skole – ikke mindst fordi de fleste havde den opfattelse, at politikerne ikke lyttede – men udelukkende argumenterede for det forslag de havde med i tasken hjemmefra. Borgerne i Guldager skulle overbevises om, at oplægget om den fremtidige skolestruktur bygger på realiteter og facts, og at en lukning af Guldager skole er nødvendig.  
Dialogen udeblev og alle havde en følelse af, at det bliver lettere at flytte Himalaya til Danmark, end at få politikerne til at ændre holdning til oplægget om den fremtidig skolestruktur.
Nu ved vi hvad vi er oppe imod – det er en god viden at ha’ inden den fremtidige kamp for at bevare Guldager skole skal planlægges. Derfor skal der lyde en stor tak til de 200 borgere der mødte op til borgermødet d. 26. oktober.
 
Høringssvar
Forslaget om bl.a. nedlæggelse af Guldager skole er sendt i høring i perioden 24. oktober – 21. december 2010.
Den arbejdsgruppe der blev nedsat på Stormødet d. 7. september skal nu i arbejdstøjet. Det første møde afholdes d. 3. november og det forventes, at høringssvaret kan fremsendes til Esbjerg kommune i begyndelsen af december.
Ambitionen er at høringssvaret på samme måde som demonstrationen og kørslen til Hjerting skal være noget helt unikt – noget der kendetegner Guldager.
Vi vil derfor meget gerne have input fra alle der har gode ideer og forslag til høringssvaret som I kan sende til:

Ditte Nørskov - noerwood@gmail.com
Kristian Bertelsen - leneogkristian@esenet.dk
Jørn Gade - jgade@bbsyd.dk

Hvad sker der nu?
I høringsperioden koncentrerer vi vores indsats om, at få udarbejdet et så godt og unikt høringssvar som muligt.
Herudover påbegynder vi en intensiv bearbejdning af politikerne for at få dem til at tage sagen op i deres respektive grupper. Vi skal derfor opfordre alle der har relationer til de politiske partier om at forsøge at påvirke dem. Vi skal bruge de netværk vi alle sammen har til at gøre en indsats.
Når den politiske behandling påbegyndes i januar måned skal vi igen igangsætte en lang række aktiviteter for, at gøre opmærksom på at Guldager skole ikke skal nedlægges. Der bliver helt sikkert et par hektiske måneder, hvor vi gerne skal på avisernes forsider – måske kan det også lykkes at komme i landsdækkende TV.
Det hele slutter den 21. februar 2011, hvor Esbjerg byråd beslutter at Guldager skole ikke skal nedlægges!!!!

p.s.v.
Jørn Gade

Kiva Grafisk