Præsentation af "Projekt Sund Landsbys" fokusfamilie…
Hvem er Eva & Casper…
Eva 31 år & Casper 36 år er bosiddende på Guldagergårdsvej og har boet i Guldager siden november 2009. De har tidligere boet i lejlighed i Esbjerg, og boede en overgang på ½ år hos Evas forældre, indtil det nybyggede hus i Guldager stod klar. Parret er begge folkeskolelærere og arbejder sammen på Outrup skole, hvor de bl.a. har idræt på skemaet. Fritiden bruges på hundetræning med deres 9 mdr. gamle hund, at motionere, de holder begge af at læse og går op i madlavning.
Casper har som 20-årig vejet 105 kg, hvorefter han over en 3 måneders periode tabte sig drastigt og kom ned på 80 kg bare ved at spise mere fedtfattigt. Så sneg vægten sig stille og roligt op på 90 kg igen, før han tabte sig yderligere ved at begynde at løbe 3 km. dagligt og han sprang ud som vegetar. Nogle år efter begyndte hukommelsen at svækkes, og Casper besluttede sig for at begynde at spise kød igen, da han regnede med at det var som følge af et proteinunderskud. Han spiser nu kød i form af fjerkræ, oksekød, vildt og en sjælden gang fisk.
Eva har dyrket Indoor Cycling 4-5 gange ugentligt i 10 år og suppleret dette med at dyrke boksetræning og pump i fitnessregi. Eva kan ikke tåle hvede, så det kræver lidt ekstra kreativitet ift. madlavning, f.eks. bager de selv brød med groft spelt eller rug, bager rugvafler, og julebag med majsmel.
Da Eva & Casper boede i byen, var fitnesscentret tæt på og de har trænet der dagligt.
I overgangsperioden hvor de boede hos Evas forældre, blev der større afstand til fitnesscentret, og træningsmængden faldt langsomt til 3-4 gange ugentligt. Samtidig blev de forkælet lidt ekstra af forældre/svigerforældre og der blev chokoladesmovset lidt mere end vanligt.
Efter tilflytningen til Guldager i nov.09 går fritiden med at falde på plads, og træningen i fitnessregi går helt i stå for begges vedkommende. Samtidig får Casper problemer med sin ankel og løbetræningen må derfor indstilles.
Hvorfor fokusfamilie?
Grunden til at Casper & Eva meldte sig om fokusfamilie, var for at få ”et kærligt spark” til at genoptage et aktivt liv efter en længere periode uden motion. De har det begge bedst med et aktivt liv fremfor den inaktive periode, som har præget det sidste halve år. Arbejdet levner ikke meget tid til motion i dagligdagen, men i løbet af foråret bliver det endnu værre. Derfor skal de i gang nu. Kunsten bliver at holde dampen oppe i april/maj, hvor der venter mange arbejdstimer og lange arbejdsdage. Kan de så opretholde de gode intentioner om at øge motionsdoseringen?
Sundhedscoaching ved Esbjerg Kommune har bl.a. handlet om motivation i forhold til at ændre livsstil ved bl.a. at øge motionsmængden - og Casper og Eva vurderes til at være meget motiverede!
Eva fik målt sin BodyAge (BodyAge er et udtryk for, hvor stor forskellen er på din reelle alder og din krops alder.) bl.a. ved at tælle mavebøjninger, måle smidighed, måle blodtryk, kondital, biceps styrke, væske i kroppen m.m. Evas reelle alder er 31 år og hendes BodyAge er svarende til 30 år, men hendes fedtprocent er dog forhøjet.
De forbedringer, der jf. BodyAge test kunne være hos Eva er:
• at øge væskeindtaget som p.t .er ca.1 l.dagligt
• at forbedre konditallet, ved f.eks. en forbedring på 15 % vil det nedsætte BodyAge med yderligere et år. Hvis fedtprocenten yderligere nedsættes, falder BodyAge yderligere.
Kost- og motionsanalyse ved Anders Vesterbæk har resulteret i en vurdering af parret umiddelbart spiser fornuftigt, men skal træne mere. Eva & Casper spiser fedtfattigt og sundt, bl.a. mange rodfrugter, fjerkræ og lignende De spiser gerne frugt og de usunde indslag indfinder sig oftest, når de har inviteret gæster eller er i byen.
Eva & Casper har fået til opgave at investere i en kalorietabel samt føre kost- og motionsdagbog i en uge, som skal vise, om der er balance mellem hvad de spiser og hvad de forbrænder og om mængderne ved de forskellige måltider er passende.
Mål
Eva`s kondital er på 38, hendes BMI er 25,1 og fedtprocenten er i den høje ende. Evas mål er:
• at tabe sig så fedtprocenten nedsættes og fedt omdannes til muskelmasse.
Hun har netop fået lavet et træningsprogram for ”at stramme op” og har planer om at styrketræne 3 gange om ugen. Derudover er Eva begyndt som IC instruktør (Indoor Cycling) i det lokale SGI fitness og motion, hvor hun har 2 hold om ugen. Eva satser på snart at være tilbage i den gamle rutine med 4-5 gange Indoor Cycling om ugen. Eva bruger pulsur, dette ur siger, at hun efter ca. 1 times træning, har forbrændt omkring 500-600 kalorier.
Caspers kondital er på 37, hans BMI er 25 og vægten lyder på 72 kg. Vægten skal der ikke ændres på, så Caspers mål er:
• at forbedre sit kondital
• at omdanne fedt til muskelmasse, maven er et ”ømt” punkt.
Casper er netop begyndt at løbe igen og har de seneste par dage løbet hhv. 2 km og 5 km dog i et væsentligt lavere tempo end han er vant til, for ikke at overbelaste ankelen. Han trives ikke med at at løbe langsommere end før, og målet er dagligt at løbe 5 km på under 23 min.
Casper begyndte i november som fitnessinstruktør og lægger træningsprogrammer for medlemmerne i SGI fitness og motion. Han er derudover ved at starte op med at gå til Indoor Cycling i centret, da det ikke belaster anklen i så høj grad som løb.
Vi følger Eva og Casper fra sidelinjen de næste par måneder…